Digte fra mosen

Samsø år 1

 

    Forside           Galleri          Læserum          Blog          Kontakt

 

 

 

 

Vintersolhverv

 

Efter den lange rejse

gennem portens vældige udånding

befinder jeg mig i hvilens stilhed

og begrænsningens snævre rum

 

Jeg går langs med havet

hvor hver en sten er vendt

og hvor hver en vold er skyllet bort

med stormen

 

Blide bølger løber mod stranden

og udvider begrænsningens rum

og fylder det op

 med historier

og brændende flammer

 

I stilhedens hvile

er den langsomme indånding

og venten

på lysets tilbagekomst


 

 

Fuldmåne

ved årets begyndelse

  

I eftermiddagens lange skygger

går jeg på stranden

og lytter til bølgernes leg

 

Solen

synker glødende

bag skoven

mens fuldmånen løfter sig

af havet

 

Jeg standser

og betragter månens fuldendte cirkel

stige opad

på den vinterblå himmel

 

I dette nu

er den evige rytme

af jordens og månens bevægelser

i rummet

og havets stadige strømmen

om jorden

 

Jeg står

midt i dette vældige åndedræt

ser evigheden omkring mig

og hører lyden

af min egen ensomhed

 

Med månelyset i ryggen

og solnedgangens glød mod ansigtet

går jeg hjemad

med kroppen tynget mod jorden

 

Fuldmånen

vandrer højt over huset

hvor jeg ligger vågen og lytter

til skyggernes hvisken

i den sølvlyse nat

 

Hvad var det jeg kom her for?

Hvad var det jeg skulle?

Hvordan finder jeg et svar?

 

I nattens stilhed

runger

tomhedens svar

 

 

Embryo

 

Fra universet

strømmer bølger af energi

mod Jorden

 

Energiens bølger

skaber transformationens vinde

om menneskeheden

der trykkes som stenmasser

mod jorden

 

I min krops centrum

flyder den ind

og skaber en uendelig tomhed

og tyngde

som intet menneske kan bære

alene

 

Jeg anråber dig

om at give mig et svar

på livets gåde

som er tung at bære

for selv et lille menneske

 

Energien

slipper atter kroppen

og fortsætter sin forvandlende dans

et andet sted

i universet

 

I min krop

stiger livskraften

og fylder hver celle med lys og livsmod

I sandet finder jeg dit svar:

 

Embryo

Det netop skabte liv

der folder sig ganske langsomt ud

 

Livet

er endnu

i sin vorden

 


 

”Magepar”

 

I vinterhaven

flokkes fuglene

på den snedækkede jord

som farveklatter

på skaberens palet

 

Gennem vinduet

betragter jeg

gulvspurv og blåmejse

rødhals og grønirisk

flagspætte og skovskade

og tænker på skabelsens

rus

 

Du

tilkaster mig

et ord, en sætning, en titel

et billede eller en sten

på stranden

 

Jeg

modtager din opfordring

med pen og papir

og skaber

et digt

en historie

eller et billede

 

Er jeg skaberen

eller er du?


 

 

Dagens glade nyhed

  

Store våde snefnug

lægger sig på ruden

i et fint ciseleret kniplingemønster

af krystaller

De lukker mindre og mindre

af dagens halvlys ind

i rummet

og modsiger budskabet i dagens avis:

 

”Dagen er tiltaget

med 30 minutter”

 

En gul primula

på mit skrivebord

gør hvad den kan for at lyse dagen op

som stedfortræder

for den fraværende

sol


 

 

For enden af regnbuen

 

For enden af regnbuen

ligger et hus

ved havet

 

I husets

lyse og luftige rum

under taget

venter drømme, billeder

og skrift på papir

I de mørkere og snævrere rum

ved jorden

hvisker fortidens skygger

om mennesker og det levede liv

 

I haven

omkring huset

flokkes fugle mellem træer og buske

mens jorden endnu bevarer

sin hemmelighed

om årstidernes

skiften

 

Huset

ligger ved mosen

i udkanten af en landsby

omgivet af skov og hav

Her er stilheden

væren

og naturens

helbredende kraft

 

Landsbyen

ligger på en ø

der er langstrakt men lille

omkranset af havet

i hjertet

af landet

 

Øen

rummer

hjertets stilhed

og bølgernes forvandlende

kraft

Her fik jeg

mulighedernes mulighed

og regnbuens gyldne skat

 


 

Ravnen mod natten

 

Solen er forsvundet

bag horisonten

i skumringen flyver ravnen

over skoven

 

Dens hæse stemme

i det aftagende lys

minder mig om

Vi er her kun

på gennemrejse

 


 

Bøn

om sindsro

 

Sneen har lagt

et tæppe af stilhed

over landskabet

og løftet

en kuppel af lys

over øen

 

Jeg går på kanten

mellem dagen og natten

og prøver at skelne mellem lyset og mørket:

Gårsdagens storme

har fejet over landskabet

og igen lagt sig

til ro

 

Det grønne hav

skyller

det kommende mørke

mod kysten

 

Tyst

hviler landskabet

i den tilstundende

nat


 

 

Den findes

 

Hør! siger jeg

Ja! svarer du

Vi stopper op og lytter

skoven er stille

ikke en gren eller et dyr rører sig

selv havet er tyst

og holder vejret et øjeblik

for at lytte

 

Den fuldkomne stilhed

 

Andægtigt

næsten vemodigt

går jeg videre

og bryder stilheden

med sneens knirken under fødderne

selv ravnen dæmper stemmen

da den forkynder

at dagen snart er til ende

 

 


Ikaros

 

Himlen

åbner sine sluser

skyller vinteren væk

på en nat

og efterlader vand

overalt

på øen

 

På en skovsti

på vej mod havet

finder jeg

to vinger i vandoverfladen

alt andet

er som sunket

i jorden

 

Bag et slør af dis

står solen stadig

og brænder

på himlen

 

Var det overmod

eller længsel


 

 

Nissen

flytter med

 

Et tæt slør

af dråber

hænger blytungt

over byen

 

Tomheden

står og runger

i huset

hvor mønter triller

lydløst og umærkeligt

ned i hullet

 af tomme dage

og lader ingenting

tilbage

 

Det hvide papir

blænder tomt

i det dunkle rum

hvor dråberne løber

ned over ruden

 

Ordløs

er tågen

i den synkende drøm


 

 

Bølgepost

 

Tågens hængedynd

er forsvundet

med vinden

og jeg går i solen

på øens yderste spids

mod nord

 

Havet

er klart med striber

af azurblåt og turkisgrønt

og hvidt glitrende skum

Bølgerne

skyller rytmisk om nordspidsen

i skrå svingende

drejninger

 

På strandens

brede sandbræmmer

ligger opskyllede

neonblomster

fra havheksens have

og kalder på mig

i lysende pink og orange

 

Den syvende bølge

skyller ind mod mine fødder

og afleverer en flad rund sten

med små sorte tegn

lige foran mig

 

Jeg samler den op

Det er en tavle

med hav-hieroglyffer

og i vinden fra havet

lyder havheksens stemme:

 

Her har du historien

om havfruen

delfinen

og kærligheden

 


 

Hvem er jeg?

 

Himmelhvælvet

kupler sig over mig

med blinkende stjerner

og lysende planeter

der bevæger sig

i solsystemer og galakser

i det uendelige univers

 

Jeg ligger

med min hånd i din

mens mine grænser udvider sig

og langsomt går i opløsning

i en svævende bevægelse

i rummet

 

Den jeg var

er for længst forsvundet

i forvandlingens flodbølge

Den jeg er

er endnu ikke nået frem

men befinder sig

som en dråbe i havet

 

Du

holder min hånd

og din stemme

fæstner mig til jorden

et anker

der holder mig fast

så jeg ikke forsvinder

som en lysende prik

i universet

 

Stumt

bønfalder jeg

om beskyttelse

og et gyldent æg

lægger sig omkring mig

og genskaber mine grænser

i en helt ny form

 

Jeg er


 

 

Stjernestund

 

Himlen

er mørk og klar

i den tilstundende

aften

 

Venus

står stor og lysende

mod vest

og kalder mig ud

i universet

 

Vi

går ud i den kolde vinteraften

hvor himmelhvælvingen løfter sig

uendeligt

over øen

 

Ved havet

står vi

en lille flok

og taber ordene

under myriader af stjerner

mens bølgerne løber rytmisk

mod stranden

i mørket

 

Jupiter

står stor og mægtig

lysende mod øst

og skaber

lysspejling på havet

som var det

månen

 

Et stjerneskud

flyver lysende blåt mod syd

mens vi prøver

at sætte navn

på Saturn, Orion og Cassiopeia

 

En lille flok mennesker

hvis livstråde

på forunderlig vis

har krydset hinanden

er forenet i dette nu

i det uendelige

univers


 

 

Tusmørkedans

 

Tusmørket

sænker sig langsomt

over øen

Venus kommer frem

gylden og klar

på den lysende

aftenhimmel

 

Flokke

af store sorte fugle

flyver hen over huset

og samler sig

over skoven

 

De flyver

som en organisk

sammenhængende bølge

der trækker sig sammen

og udvider sig

igen og igen

frem og tilbage

i en fejende dans

over skoven

 

Jeg står

ved vinduet

og betragter fuglenes forunderlige dans

og tænker på

om fuglenes bølgeflugt

er udtryk for glæde

over oplevelsen af

at være ét

 

 

Jeg tænker på

hvordan

vi

mennesker

kan overvinde

ensomhedens illusion

og forene os

i erkendelsen af

af være ét

 


 

Dagen er tiltaget

med 3 timer

 

Nymånens segl

hænger gyldent lysende

på den blå himmel

i solnedgangen

 

Edderfugle

ligger parvis

på det blikstille vand

tæt på kysten

 

Inde på land

myldrer blomster og spirer op

af den vinterkolde jord

småfuglene synger i solen

og solsorten hvisker sagte

i skumringen

 

Vi

går langs havet

mens tusmørket sænker sig

Langt ude i horisonten

begynder et fyrtårn at blinke

Vi vender om

og går hjemad

med lommerne fulde

af lys

og glæde


 

 

Higen og søgen

 

En

af de sidste dage

i februar

går jeg ud for at lede

efter foråret

 

Jeg

går ad markvejen

langs kanten af skoven

og lytter ud over markerne

der ligger i brun vinterdvale

 

Ravnen

forkynder højlydt

sin tilstedeværelse

mens den sejler på brede vinger

over skoven

 

Jeg lytter

ud over markerne

jeg lytter på strandengen

men hører kun havet

og ser kun sporene

efter løbende rådyr

i den bløde jord

 

Ude ved bugten

bider vestenvinden

og spredte flokke af edderfugle

vugger på vandet

til lyden af bølgernes slag

mod kysten

 

Jeg går hjemad

gennem skoven

og hører

en fuglekonges spæde stemme

mellem høje graner

ellers er skoven

helt helt

tyst

 

Nej

lærken er endnu ikke ankommet

med foråret

eller

er det bare for koldt

til at synge?

 


 

Tiltagende

 

Månen

lyser natten op

du sover

i en månestråle

jeg ligger vågen

i nattens skygge

og ser Cassiopeia forsvinde

og Karlsvognen dukke op

i vinduets uddrag

af himlen

 

Er det månelyset

der holder mig vågen

eller

er englene ude

at flyve


 

 

Pegasus

 

I

solnedgangens

lave gyldne lys

kaster strandens småsten

skygger

på sandet

 

Jeg

går ud til strandkanten

hvor bølgerne ikke når ind

og opdager

dybe spor i sandet

efter et stærkt ridt

 

Jeg spejder

frem og tilbage over stranden

men der er hverken

hest eller rytter

at se

 

I vandkanten

følger jeg hovenes spor

mod nord

indtil de stopper

pludseligt

midt på stranden

 

I vinden

hører jeg ekkoet

af vingeslag

og syngende hove

 

Himmelhesten

har været på besøg

på øen

og er netop fløjet bort

med den synkende

sol


 

 

Milde martsdage

 

Frosten

har sluppet sit sidste tag

i øens jord

og tågens slørvinge

er forsvundet

med morgensolen

 

Krokus

åbner deres hoveder

mod solen

endnu før bladene

er kommet op

over jorden

 

Stærene

fløjter livligt

i naboens birketræ

og vipstjerten

er netop ankommet

fra sit vintertræk

 

elletræer og hasselbuske

hænger lange åbne rakler

og spreder deres sæd

med vinden

 

Sidst på dagen

synger solsortene

fra trætoppe og tage

overalt

i landsbyen

 

Snart

er det forårsjævndøgn

og alle

både mennesker og dyr

mærker kraftens lethed

i sig

 

Mit sind

synger med fuglene

med det tiltagende

lys

og den løsnede

jord

 

 

Søvnløs

 

Nymånens tynde segl

er for længst gået ned

og Karlsvognen står lysende klar

på den nattens himmel

 

Universet

puster mig i nakken

og vibrationer sitrer

ned gennem rygraden

så jeg roterer

hvileløst

i sengen

 

Jeg

står op

drikker et glas vand

og kigger ud

over den sovende by

hvor alle huse er mørke

og gadelygterne slukket

 

Tilbage

under dynen

har vibrationerne skabt

en behagelig varme

i ryggen

og jeg mærker

sengen flyve

gennem natten

mens Jorden roterer om sin akse

på banen

rundt om solen

 

Pludselig

kommer

Johan Ludvig Heiberg

Thøger Larsen og

Thorkild Bjørnvig

ud af mørket

med hver sin stjernekikkert

og digte på lommen

 

Med digte i luften

og stjernestøv på øjenlågene

falder jeg

langt om længe

i søvn


 

 

I det kreative værksted

 

Cassiopeia

den førstefødte

står blå og gylden på arbejdsbordet

med tandsmil

og kohl om øjnene

i hendes svulmende mave

venter Wonderkid

på at se

dagens lys

 

Havheksen

står næsten fuldendt

på sin sortmalede sokkel

hun har taget farve

af havet

og fylder rummet

med duften af tang

 

Jomfruen

i fugleham

er endnu kun en

tankeform

og et skelet af metalpinde

omviklet med metaltråd

hvilende

i en umalet

træklods

 

Jeg

har placeret

den bærbare

midt på arbejdsbordet

mellem malerbøtter

papirstumper, pensler og lim

for at tegne

dette morgenbillede

før dagens fødselsarbejde

fortsætter

i fantasiens univers

 


 

Hilsen til solen og TV2

 

Solen skinner

lige fra morgenstunden

jeg spiser morgenmad

i en varm solstribe

ved køkkenbordet

med hunden

ved mine fødder

 

På vej

hjem fra Brugsen

møder jeg

en sorthvid kat

der slikker solskin

og en hund

hilser mig venligt

da jeg passerer

dens have

 

Jeg

hænger fuglefoder op

i haven

og straks myldrer

fuglene frem

 

I det kreative værksted

syr jeg

fugleham til jomfruen

der står hvid og ufærdig

på sin sokkel

 

Frokosten

tager jeg med ud i haven

jeg spiser i en krog

i læ for østenvinden

der bærer lyden

af havet med sig

 

Fuglene synger

solen varmer

det er forår

og

trods hunden jager  fuglene væk

til ære for mig

og

trods rundstykket til formiddagskaffen

var daggammelt

så er jeg

nærmest lykkelig


 

 

Forår

på øen

 

Øen

flyder i

tågehavet

 

Langt

op ad dagen

trækker tågen sig

tilbage

 

Foråret

dukker frem

lysende klart

og folk

kommer ud af deres huse

piger løber på rulleskøjter

jeg planter blomster

snakker med naboen

gennem hegnet

og slikker solskin

i haven

 

Mod aften

kommer tågen

bølgende fra havet

og indhyller

øen igen

 

Om natten

lyder tågehornet

fra et passerende

skib

lyden flænger

nattens stilhed

og river mig tilbage

fra drømmenes

verden

 

Øen

flyder i

tågehavet

 


 

Forår

på øen II

 

Samsøkartoflerne

er for længst lagt i jorden

og markerne dækket

af plastic

 

Solen

skinner

fuglene synger

og bygger reder

og menneskene

myldrer ud af

husene

 

Landsbyens haver

renses og rives

klippes og beskæres

køkkenhaver

gøres klar

blomsterkrukker

plantes til

og sættes ud foran

hoveddørene

 

Ved galleriet

bliver vejen fejet

før årets første udstilling

- med Per Kirkeby

en grusbelagt indkørsel

på hovedgaden

renses for ukrudt

og rives

Beyergården

får nyt stråtag

og hos smykkekunstneren

bliver butikken

forårspyntet

 

Alt skal være

i orden

På søndag

er det palmesøndag

og en ny sæson begynder

på øen

 


 

Påske

 

Øens vinterdvale

er afløst af

kørende, cyklende, gående

snakkende, legende

turister

 

Sommerhusene

er beboede

røgen stiger op af skorstene

der er lys i vinduerne

og skinnende biler

holder i indkørslerne

på et par dage

er øens

befolkningstal

flerdoblet

 

Butikker

restauranter og caféer

er åbnet

og i landsbyens Dagli’ Brugs

må vi stå i kø

ved begge kasser

 

På min plads

i køen

tænker jeg på

vores egen trang

før i tiden

til at komme væk

fra dagligdagen

komme ud til havet

komme et andet sted hen

ud hvor der er luft

og hvor pungen ligger løst

i lommen

 

Kom helligdagen

i hu

og brug penge

 

Samsø

turisternes

ferieparadis

er åbnet


 

Påske II

 

Langfredag

hektisk aktivitet

i landsbyen

De lokale

går på arbejde

bygger huse

saver brænde og slår græs

og servicerer

sommerhusgæsterne

der myldrer rundt

på stranden

og på vejene

 

Efter en lang vinter

hvor alle hilser

på alle

er øen

blevet befolket

af mennesker

med bortvendte blikke

der bevæger sig rundt

i deres egen verden

 

Jeg

går tur langs havet

der glitrer af solskin

bølgerne løber

rytmisk mod stranden

uforanderligt det samme

og altid forskelligt

uanset

om børn bygger sandslotte

voksne fotograferer

eller stranden

ligger øde hen

 

På vejen hjem

gennem skoven

ser jeg

årets første citronsommerfugl

Jeg vender tilbage

til landsbyen

til et lydrum

af brummende motorsave

snerrende buskryddere

syngende savklinger

og kvidrende fugle

- jeg går ind


 

 

Plutos bagside

 

Tabet

af den jeg var

har efterladt

et skrøbeligt skelet

af afhængighed

og et tomrum

af afstand

og mørklagte fornemmelser

 

Jeg står

på mine brosten

og ser

himlens stjerner

 falde til jorden

som sten

 

Er det noget jeg tror

er det noget jeg skaber

eller

er det sandt

 

- at på vrangen

af forvandlingens frihed

findes

et andet fængsel

 

Hvordan

kan jeg

lægge brosten

uden at skabe skeletter

- og møllesten

om din hals


 

 

Forår i Mårup Skov

 

På stien

ind gennem skoven

er kaprifolierne sprunget ud

og danner en underskov

tæt som en jungle

 

Jeg går

i sollyset

under træernes

transparente kroner

der danner

en akustisk kuppelsal

over fuglenes sang

 

Ravnen

forsvarer sin rede

der er forsvundet

bag lysegrønne blade

højt i et bøgetræ

Igen og igen

jager den musvågen væk

fra skoven

 

En raslen

i skovbunden

får mig til at stoppe op

lige dér bag et krat

ser et gyldent rådyr

opmærksomt på mig

 

Vi

ser på hinanden

i et langt uendeligt

nu

 

En lille bevægelse

og straks

springer dyret i skjul

mellem træerne

 

Det er tiden

hvor ungdyrene

jages fra flokken

for at klare sig selv

i skoven

 


 

Møgelskår

 

Luften

er fuld

af lærkesang

med hunden i hælene

går jeg

ned ad grusvejen

og ind ved den røde låge

 

Foran mig

løfter sig et landskab

af store kuplede bakker

med en dyb slugt

der fører ud til havet

 

Bakkerne

er oversået af blomster

engelskgræs og mælkebøtter

stenbræk og smørblomster

og tæpper

af gule kodrivere

 

Jeg sætter mig

på en bakketop

med ryggen mod vinden

og mærker stærke energier

stige opad

dybt nede i jorden

jeg tænker på

de vældige kræfter

i isen og smeltevandet

der engang skabte dette landskab

 

Bakkerne

danner stejle skrænter

ned mod havet

der er forsvundet

i et tågeslør

 

Øen flyder

i et hav

af dis

og lærkesang

 


 

Grøde

 

Regnen

siler stille ned

de nyudsprungne blade

skifter til en mørkere

og intensere farve

 

På mosen

er der igen kommet dyr

får med små spinkle lam

på den ene mark

to store, livlige og nervøse heste

på den anden

 

Fårene

har samlet sig

med lammene

i én stor klump

for at lammene kan holde varmen

og hestene står helt stille

med ryggen

mod regnen

 

Alle planter

suger væden

til sig

og løfter sig

mod himlen

 

Jeg

står i vinduet

og kan både se og høre

at græsset gror


 

 

Søndag ved Vester Made

 

En dag først i maj

går vi ind ad kaprifoliestien

hvor skoven modtager og omslutter os

skuldrene falder på plads

åndedrættet bliver dybere

og nærvær og åbne sanser

afløser ethvert tankemylder

 

Vi går gennem

en løvsal af høje slanke træer

her er varmt

som en sommerdag

skovrandøjer

danser flagrende pardans

og dagpåfugleøjer

slikker solskin på stien

 

Skovbrynet

af bævreasp og krogede fyrretræer

åbner ud til havet

ved Mårup Bugt

Vi går ned på stranden

vandet er lavt og stille

ikke en vind rører sig

 

Du går

langs vandet

med kameraet over skulderen

og kigger på sten

og strandengens blomsterflor

mens jeg sidder

på en sten i vandkanten

og lytter til havets blide skulpen

og fylder mig med jordens og solens

blå og gyldne energier

 

Vi følges ad

tilbage gennem skovens stærke blidhed

Hør! hvisker du og standser

inde fra grantræers tætte mørke

hører vi lyden

af rådyrs galopperende klove

 

Rensede og opfyldte

når vi hjem

og fortsætter dagen

i huset og haven

for enden af regnbuen

 


 

Amor Fati

 

For år tilbage

blæste det op

til storm

Plutos storme

begyndte deres hærgen

og sugede mig ind

i en flodbølges centrifuge

Alt forsvandt

i orkanens midtpunkt

og lagde mit liv

øde

 

Plutos storme

har suget alting op

meget forsvinder for altid

andet falder ned

som bolde fra luften

år efter år

i en forvandlet form

og på en helt ny

plads

 

Runerne

taler

om forvandling

ved takstræets giftige

kraft

om død og genfødsel

om prøvelsernes tid

der vil vise sig

meningsfulde og frugtbare

 

Flodbølgen

kaster mig på land

på en ø

af skinnende sort marmor

jeg ser mig omkring

alt er forandret

og jeg genkender

endnu ikke

den

jeg er

 

En engel

taler til mig

fra et hjerte

gemt i en sten
 

 

 

Morgenbøn

 

Rukha d’koodsha

Malkoota d’shmaya

 

 

Morgensolen

skaber solglitter

på havoverfladen

og lyser

alle kroppens celler op

med vibrerende liv

 

Jeg

fylder lungerne

med den friske kolde luft

i dybe rytmiske

åndedrag

og forbinder mig

med verden

 

I sandet

ligger et hjerte

skinnende af havvand

og bankende

i mineralernes langsomme

rytme

Hjertet blinker til mig

jeg rækker ned efter det

for at tage det med hjem

men lader det så alligevel ligge

måske vil en anden morgenvandrer

få øje på det

og glæde sig

 

Blæsten

kærtegner mit ansigt

solen varmer min krop

og lyden af havets rytmiske bølger

skyller rensende

ind over mig

 

 

Rukha d’koodsha

Malkoota d’shmaya


 

 

Samsø-guld

 

Solskin

og snart sommer

vi går tur

på Mårup Østerstrand

 

Havet er klart

i azur og turkis

med enkelte hvide sejlskibe

nogen

er ude og bade

trods havets og luftens

kølighed

mon ikke det er turister

siger vi til hinanden

og skutter os

 

Se! siger du

og peger ud på havet

hvor to sorte rygge med finner

dukker op over vandet

to marsvin

er på vej nordpå

og kommer med mellemrum op

for at trække vejret

betaget

står vi på stranden

og følger dem

med øjnene

 

Vi går tilbage

i en duftbrise af hybenroser

ad strandengen 

der er oversået med blomster

og svirrende sommerfugle

 

Hjemme igen

tilbereder du aftnens måltid

som vi spiser i haven

små nye kartofler

smager sødt og smelter på tungen

”Kgl. Hofleverandør”

kalder avleren sig med et glimt i øjet

efter leverancen

til årets kongelige bryllup

 

Haven

er fuld af fuglesang

og duften af syrener

 

 


Pinse

sidste dag i maj

 

På bænken

under æbletræet

falder jeg i staver

mens blikket vandrer

over mosens træer

mod skoven

 

På marken

holder fårene formiddagshvil

og tygger drøv

mens svalerne

flaksende fanger insekter

i luften

 

Østenvinden

bærer havbrus

og trætoppenes susen

med sig

lyden danner klangbund

under koret af sangeres

melodiske kvidren

 

På vejen

gennem skoven og landsbyen

cykler grupper af turister

forbi de hule træer fra ”Fyrtøjet”

Af og til

kommer en klaprende hestevogn forbi

trukket af samske heste

der selv kender vejen

fra rasteplads til rasteplads

på en ø-ferietur i sindigt tempo

alt for langsomt

for en sportsvogn

med nedrullet kaleche

 

Jeg ser det

fra min verden

af væren og ro

på bænken i haven

ved mosen


 

 

Samhørighed

Morgen

 

Ravnen

forkynder sin tilstedeværelse

i luften over haven

hvor vi spiser morgenmad

vi betragter forestillingen over os

hvor ravnen generer en rovfugl

der svæver på store lyse vinger

langt større end en musvåges

- fuglebogen fortæller

det må være en fiskeørn

 

 

Eftermiddag

 

Solen

bager ned mellem skovens træer

På kaprifoliestien

forstyrrer vi to rådyr

der galopperer i skjul mellem træerne

Vi stopper op i en lysning

hvor energien er let og vibrerende

inden vi drejer ud på skovstien

hvor to harer løber

i hver sin retning foran os

 

Havet

er lavt og stille

vi sætter os på hver sin sten i vandkanten

hvor en rune venter gemt i en sten

og tilbyder dig svar på gårsdagens spørgsmål

Vi fortsætter til strandengen

hvor vi sidder længe i solen på en udgået træstamme

mens perlemorssommerfugle og blåfugl

 flagrer og leger omkring os

mellem blomsterne

 

På hjemvejen

ad markvejen i kanten af skoven

stopper vi under en lysende himmel

af guldregn

der sender sin lette duft og lysende energi

ned over os

du bærer et stykke af himlen med hjem

og stiller det i vand i en vase


 

Aften

 Han

serverer aftensmad i haven

inden han går fototur på Østerstrand

og vi kører sydpå til Vesterløkken

På en stenet strand

finder vi øens helligkilde

”Ilse Made”

der hvisker til os

med fortidens stemmer

 

Vi sætter os

på hver sin sten

i solnedgangen

mens lærkerne synger bag os

 

Solen

skaber en lodret regnbue

på hver side af sig

som en aura der spejler sig i vandet

Ikke langt fra os

opdager vi en hejre

der holder øje med os

mens den fisker i vandkanten

 

”Nu mangler vi kun

at se marsvin”

siger du

selvom vi allerede har oplevet

langt mere

end vi forestillede os muligt

 

Snart efter

ser du en sort rygfinne

dukke op over havet

så endnu en og endnu en

marsvin  svømmer frem og tilbage

og rundt og rundt i en cirkel

længe betragter vi deres dans

under havets spejl

mens tiden for længst er holdt op

med at eksistere

 

Solen går ned i en sæk

og vi kører nordpå

opfyldte af dagens gavmilde gaver

Hjemme igen ved mosen

bliver vi modtaget

af tændte stearinlys

i haven


 

 

Sommersolhverv

 

Regnen

trommer mod ruden

og blæsten pisker

med fortidens fortrængte

og komplekse konstruktioner

Begrænsningens rum

taler med flammeskrift

efter fraværets fald

fra trappen

 

Englene

ordinerer leg og mod

og jeg søger

forståelse og erkendelser

med pennen

på bogens sidste sider

hvor en livsperiode

er ved at være

afsluttet

og der ikke er flere blade

at vende

 

Regnen

vælter ned

og ordene slukker bålet

af fortidens svidende mønstre

 

En lille flamme

tændes i horisonten

den blusser op

og tegner skrift

på morgendagens

blade


 

 

Tilsyneladende stilstand

 

Begrænsningens rum

er snævret ind

til huset og haven

hvor jeg bevæger mig

langsomt rundt

på fire ben

 

Skriftens engel

går med tegn

og hvisker mig i øret

om ”Ariadnetråden”

den hvisker

om tekster og billeder og betydninger

og om fremtidens opgaver

og muligheder

 

Skriftens engel

vender blade

og viser betydningen

mellem fortiden

fremtiden og nutiden

og tiden før fortiden

i dette nu

 

Skriftens engel

benytter enhver kanal

og lyden og lyset

strømmer ind

i mit indre rum

hvor alt endelig er parat

til at modtage

budskabet


 

 

Er det sommer?

 

Hestene

betragter mig

nysgerrigt over hegnet

da jeg sætter mig

på havebænken

og ser ud over

mosen

 

Roserne

blomstrer

og duften blander sig

med duften fra hyldens

hvide blomsterklaser

den faldende dug

skaber et rum

af duft

i det skrå

aftenlys

 

Efter

den sidste tids

megen regn

skinner solen

og vinden har lagt sig

til hvile

i den stille

aften

 

Jeg

befinder mig

i min egen verden

og sanser ikke

at omkring mig

er det højsæson

for sommerferie

og turister


 

 

Før lukketid

 

Havet

stranden og skoven

er forsvundet

bag anklens støttebind

for at holde mig hjemme

til en vandring

gennem fortidens

labyrint

 

Højsæsonen

drukner

i regn, blæst og kulde

mens veje

bliver lagt til rette

i labyrintens

cykliske gange

 

Omverdenen

forsvinder i tåger

i den omvendte kikkert

der skaber et vejnet

af overskuelighed

over labyrintens

forudbestemte

mønstre

 

Sommeren

aflægger øen et besøg

da sæsonen

går på hæld

med labyrintens

færdiggørelse

og jeg lærer igen

at gå

på mine egne ben


 

 

Under æbletræet

 

Jeg

sidder på bænken

med min morgente

og nyder roen

omkring mig

 

Mængder

af svaler

letter fra et træ

og flyver kvidrende rundt

i en fejende dans

over mosen

hvor hestene

gumler græs

og vifter insekterne væk

med de lange haler

 

En skoleklasse

på lejrskole

bevæger sig forbi

ude på hovedgaden

iført cykler og cykelhjelme

efterfulgt af turister

i prærievogn

 

Her

i min lille verden

findes

stilheden


 

 

Lykkens pamfilius

 

Vejrguderne

har holdt sommeren

tilbage

til højsæsonen sluttede

og skolerne igen

kaldte børnene sammen

 

Nu er den kommet

med fuld styrke

solen skinner

fra morgen til aften

på de tyske biler

der har overtaget pladsen

ved sommerhusene

 

Hver dag

cykler vi

ud til stranden

der er blevet kantet

af blomstrende lyng

vi bader i havet

og jeg føler mig

som lykkens pamfilius

ved tanken om

at jeg stadig er her

når de andre er rejst

og har taget sommeren

med sig

hjem


 

 

Virkelighed

 

Vi

cykler

ud gennem skoven

hvor solen skinner varmt

ned gennem

træernes blade

 

Vi

stiller cyklerne

i skyggen

af et mangestammet og kroget

egetræ

 

Vi

fortsætter til fods

og når ud til stranden

netop som to marsvin

svømmer legende forbi

helt inde

på lavt vand

 

Vi

vader ud i havet

og svømmer

i det lune og lidt uklare vand

der bærer oppe

og renser sårene

fra et helt

liv

 

Vi

svømmer

ind mod land igen

side om side

båret af bølgerne

fra gårsdagens

blæst

 

Vi

cykler tilbage

gennem skovens stærke blidhed

og vender hjem

til huset

ved havet


 

Sensommer

 

Sommeren

er vendt tilbage

på bestilling

Septembersolen brænder

morgnernes begyndende efterår væk

og trækker os ud

i det kølige hav

der skaber hvin og latter

og tankens klarhed

og får energien

til at pulsere

i kroppen

 

Septembers lys

skaber dybde

i landskabet

af guldokker stubmarker

kromgrønne træer

og winsorblåt hav

 

Som

en treenighed

cykler vi

til Møgelskår

hvor bakkernes vibrationer

harmonerer

med luftstrømme og solglitter

på havoverfladen

 

Ugens dage

forsvinder bag os

i en langsom og hurtig rytme

af nærvær og fordybelse

vekslende

med hvilen

i lethed og latter

 

Tråde

af forståelse og sjælebånd

går frem og tilbage

på kryds og tværs

fra den ene

til den anden

til den tredje

forenet

i glimt

af væren

 


 

Efterårsjævndøgn

  

Englene

flyver meget for tiden

og energistrømmene

fylder hoved og krop med en tyngde

der sætter alting

på standby

 

Sensommeren

forsvandt

med den første storm

og birketræernes blade gulnede

på en nat

 

Jeg

er vendt tilbage

fra mørkets tornekrat

hvor jeg søgte svaret

på kærlighedens gåde

mellem visne blade

 

Nu

giver også dagen efter

for den tiltagende nat

de stærke sjæles

årstid

er begyndt

 


 

Opvågnen

 

Skovens

lyse og lette vibrationer

lægger sig omkring mig

og bærer mig

hele vejen ud til havet

hvor bølgernes

skumsprøjt lægger

sine rensende dråber

på mit ansigt

mens jeg ånder

altets feminine kraft ind

og forbinder mig

med den

 

På vejen

tilbage gennem skoven

daler et ord ned

til mig

det ord som jeg ledte efter

mellem skovbundens visne

blade

 

Selvrespekt


 

 

Lukker og slukker

  

Kuling

fra nordøst

presser havet mod kysten

og lange bølger

løber ind over stranden

og sletter sporene

fra sommerens liv

 

Rådyrene

vover sig uden for skoven

og nipper af rensdyrlav

og klitrosers gyldne blade

og fuglene

kommer atter på besøg

i haven

 

Enkelte sommerhuse

er stadig beboede

og stranden

og skoven

har jeg

næsten for mig selv

 

Brugsen

har reduceret sin åbningstid

smykkekunstneren

har lukket butikken

ligesom billedkunstneren

sit fuglegalleri

og lysene i husene

omkring kæret i Nordby

er slukket

for i år

 

Ravnene

rådyrene og harerne

og alle fuglene

både de store og små

og alle vi andre

fastboende

er her

stadig

 

Den stille tid

er

tilbage

 


 

Den spirituelle krigers

opvågnen

 

Livet

skubber mig

helt ud

til kanten

 

Med panik

og uden livskraft

stirrer jeg

ned

i afgrunden

 

I

det afgørende

øjeblik

da jeg kaster mig

ud over kanten

giver noget slip

 

Og jeg flyver


 

 

Selvværd

 

At se mig selv

som den jeg er

At se alt det

jeg rummer

At gøre mig fri

til at føle, tænke, tale og handle

som den jeg er

At gøre mig fri til at leve

det liv der er mit

At gøre mig fri til at være ubunden

og uafhængig

At gøre mig fri til at være

den

jeg er

 


 

Vintermørke

 

En flodbølge

har skyllet

de sidste rester af fundament

væk under mig

og du

har kappet mit anker

så jeg hænger frit svævende

mellem himmel og jord

hvor kun åndedrættet

og viljens kraftanstrengelse

fæstner mig

til livet

 

Mon lyset vender

tilbage

efter solhverv?

 


 

Under isen

 

Flager

af frosset sand

krakelerer

under mine fødder

mens jeg går

på havets kirkegård

mellem døde stjerner

i alle aldre

 

Måger

mæsker sig

i opskyllede muslinger

og efterlader

knuste skaller

og hullede søstjerner

med afrevne arme

 

Den sidste storm

fra øst

har skyllet mig ind

i tomrummet

mellem livet

og livet

 

Jeg

søger

 i volde af tang

er det verden

eller mig

der er blevet

væk

Til toppen

Retur Digte