Forside Galleri
Læserum
Blog
Kontakt
|
Pålandsvind
Hun befinder sig i rummet mellem himmel og jord
Du har begået helligbrøde sagde han og et voldsomt skvælv fik jorden til at revne så den fortrængte urfølelse af utilgivelig skyld vældede op fra jordens indre som glødende lava, der brændte alt til aske så hun mistede fodfæstet for en stund og faldt ud af os og fællesskabet
Hun græd i dage og råbte til sidst til Gud i sin afmagt Svaret fra himlen kom på et nanosekund hendes voldsomme gråd blev stilnet og smerten erstattet med fred
Hvordan kan hun lande igen i verden når hun ikke er her og aldrig har været her
Hun befinder sig i rummet mellem himmel og jord og kun ved opmærksom lytten at skelne imellem sandt og falsk er det tilsyneladende umulige muligt
Venten
Hun går gennem dybe dynger af sne ud til havet hvor flere dages pålandsvind har skyllet stranden ren og lagt et nyt lag af sand over alt hvad der har været
Hun mærker en venten uden helt at vide hvad hun venter på måske en korsvej måske et vendepunkt måske et gearskifte
Hun må være i denne venten i denne ikkehandlen hun må være i denne væren opmærksomt lyttende indad til svaret åbenbares
Første søndag i advent Ventetid
Bølgerne skyller brusende mod kysten og frosne snekrystaller slår prikkende mod hendes ansigt mens hun traver afsted langs havet
Hun er alene ikke et menneske er at se så langt øjet rækker Hun er fordybet indad mod den stille stemme
Hun hengiver alt hvad hun ikke kan finde løsningen på og lytter intenst og efter en tid mærker hun en dyb indre glæde Du er ikke alene
Hun går hjemad gennem den sneklædte skov det er helt vindstille kun havets brusen høres som en susende tone Bagved er den uforanderlige stilhed
Det er 1. søndag i advent ventetiden er begyndt Måske kommer svaret med lysets tilbagekomst
Vild skønhed
For hver dag hun kommer ud til havet er bølgerne kraftigere og vildere og lyden skifter fra brusen til brølen
Blæsten er tiltagende fra øst og hun glæder sig over at hun nåede i land inden stormens komme
Klovnen bobler frydefuld i hendes indre som sprudlende glæde over at være lige her ved havet
På vejen hjem lægger solnedgangen flydende guld på himlen og spejler sikkerheden og den indre glæde og fred over at være på rette vej
Et forhold er et tempel
Hun vågner meget tidligt og lytter til havet gennem det åbentstående vindue i dyb glæde og fred
Det hellige forhold mellem klovnen og narren er fuldbragt nu er der kun taknemmelighed, kærlighed og frihed tilbage
Ventetiden er afsluttet svaret er kommet hun må videre på sin vej Hjem
Nymåne
Hun skifter gear og når frem til et vendepunkt hvor hun lander i en ny væren forankret i bevidstheden om hvad der er sandt og falsk
Hun møder ham og verden fra dette nye bevidsthedsmæssige ståsted med en langt større klarhed og fred
Hun ER Hjemme men oplever at være på vejen Hjem Og fra den bevidsthed taler hun til ham og til verden Vi ER ÉT og den samme
|
|
|