Bonsai-Tornerose

Digtsamling 2002

                Forside           Galleri          Læserum          Blog          Kontakt 
 

 

Bonsai-Tornerose   Hun lever sit liv med afskårne grene og afrevne rødder   Hun lever i afstukne rammer af indsnævrede forventninger og hvileløse savn   Hun lever i snævre rum af for længst glemte toner og indestængte skrig   Hun lever i snævre huse bag høje gitre af tornefyldte håb   Hun lever i ensomhedens have med grønt vildnis af forhåbninger om liv   Hun lever i afskårne liv af forgangne tiders hengemte lidelser og afsavn   Hun lever et liv i aflåste skrin af fortidens hviskende stemmer   Hun lever et liv af forstøvede stråler og hengemte forsikringer   Hun lever et liv i indsnævrede forhåbninger af medmenneskers forståelse   Hun lever et liv med visne kærlighedsdrømme og skrig efter grobund   Hun lever et liv med for længst afskårne livsnervers sendebud   Hun lever et liv med snærende livstråde af for længst glemte løfter   Hun lever et liv i glemslens tørke af nutidens indsnævrede skrig     Mellem 2 døre   En dør smækker i bag mig   Lyset svinder langsomt bort under døren   Jeg befinder mig midt i tvivlens fortvivlede mørke   ”Du har så mange talenter” sagde én for længe siden ”mange flere end du har fået øje på”   ”Du indeholder så mange kvaliteter” skrev én for nylig ”mange flere end du aner”   Men jeg kan hverken få øje på eller ane   Hvor er døren der fører ud af dette mørke?     Ulv uden ham   Den balancerer på kanten af mismod og opgivelse   Småsten river sig løs og rasler mod dybet   Den bider tænderne sammen så kæberne knager og musklerne smerter   Småsten river sig løs og rasler mod dybet   Den søger fodfæste med tæerne spredt og kløerne fremme   Småsten river sig løs og rasler mod dybet   Dens syn er tåget munden skummer og poterne bløder   Småsten river sig løs og rasler mod dybet   Den hyler   Den hyler mod månen Den hyler mod solen Den hyler mod natten Den hyler mod dagen   Den hyler mod stjernerne der glimter   Der kommer intet svar   Og livet fortsætter som ingenting er hændt     Det anskudte barn   Den sarte skræmte rå løber for livet langs skovens dunkle afgrunde   Den blev efterladt som lille ubeskyttet i åbne lysninger med den voksnes overfladiske styrke   Den frygter mennesker overgreb og forfølgelse   Den løber for livet opskræmt af støjen fra verdens geværer og kender ikke ven fra fjende   Den søger beskyttelse og hvile på solvarme sten bag buskadsers tætte skjul   Den skyer flokken søger hulens ensomhed og sover med øjne og ører på klem   Den løber sanseløst med fortiden foran sig på vejen tilbage til sig selv     På kanten af livet   På min vandring i ørknen snubler jeg over bunker af mine efterladte drømme mit fald åbner en dyb revne i den sprukne jord   Jeg styrter ned i intethedens afgrund og ender på bunden af det udslukte liv før åbningen igen lukker sig over mig   På bunden er udbredt ensomhed og mørke alting omkring mig visner af mangel på lys   Mørket blænder mine øjne til blindhed og lukker mine ører med døvhed mine sanser er fulde af jord   Jeg råber ud i tomheden: Lad de lange bånd sætte mig fri eller tag mig herfra   Som man råber i ørknen får man svar     Fuglekongen – det indfoldede køn   På ansigtets knogler hænger fortvivlelse i knudrede laser   I øjnenes sorte pupiller ulmer afmagtens glødende kul   Fra dybet af den sammensunkne krop skriger magtesløshed lydløst og uden ord   Fra mundens dirrende læber flyder ord med ornamentets op og nedgange   Han rækker ud mod kvinden og verden med intellektets ufuldkommenhed fra sin indespærring i et bur af sine egne følelsers udtryksløshed   Fuglekongen fløjter højt og skærende i efterårets glødende hegn   Rør ved mig     Strømafbrydelse   Hun befinder sig i et uendeligt rum af væren mens han kører frem og tilbage   Når de mødes forsvinder han ind i et rum af fravær og hun lukker døren bag sig   Vent ikke på prinsen … rid selv     Måske afsked   De vandrede på hver sin sti og af og til side ved side ad metaforernes, drømmenes og skriftens vej   På bunden af virkelighedens mørke flaske under forskellen på respekt og accept gemte sig hån, vrede og aggression og et tilsyneladende fravær af gensidig forståelse   Det slog et dybt skår i samhørigheden og i nærværets glæde og åbnede til sorgens skjulested   Tilbage på vejen ligger metaforerne og drømmene som en efterladt bunke glasskår mens de vandrer videre i hver sin retning   Er afsked et gensyn der endnu ikke er nået frem?     Narren   Hendes øjne er lukkede mod det skærende lys   Hun går rundt i en tilsyneladende verden og ser ikke dens skin mens han danser omkring hende   Han puster blidt på hendes øjne   Hun vågner og blinker   Hun ser på en påmalet tåre under et øje i et hvidmalet ansigt   Hvem er du spørger hun   Pjerrot svarer han og ser på tåren under hendes øjne   Kender du mig ikke?     Bag gitterdøren   Jeg slipper kontrollen og skriver mig ud på åbent hav hvor et barn vogter fortidens gåder med spinkle sange   Et smeltende isbjerg dukker op og afdækker sårbarhedens styrke mens smerte for smerte løsner sig som flydende vragdele der opløses af dagens lys   Af bjerget springer et kildevæld der føder nyt liv     Morgenstemning   Havet er forsvundet i en uigennemstrængelig tåge af gårsdagens fortættede tårer   Sigtbarheden er lig nul og forventningerne ude af drift   Fra tågen høres dumpe skud og skrig fra opskræmte fugle mens havet løber mod stranden   Et solstrejf rammer et træ hvorfra et helt livs blade er visnet og faldet til jorden   På træets nøgne grene hænger tanker og indsigter som glasklare perler i opklaringens centrum   Med lyset opløses tårerne     Flod og ebbe   Jeg står i livets brænding med modvinden i ryggen og lyset uden for rækkevidde   Jeg træder et skridt frem og mærker vandet bære mig oppe mens mørket rasler af sten   Omkring mig løber havet fuldt af vand og himlen flammer op i alle farver   Jeg går et skridt videre med finregn i ansigtet og solskin i lommer og sko   Jeg står med fortiden omkring mig mens nuet endnu ikke er nået frem og fremtiden måske er mulig     Rejsen er målet   Jeg har vandret langs havet ad uendelige strækninger i kanter af sand   Jeg har vandret mellem havblik og stormpiskede bølger mens blide indsigter og kraftfulde erkendelser er skyllet ind over mig med løfter om sorg og strejf af lykke   Jeg har vandret gennem årstiderne mens blæsten har trukket furer i mit ansigt og solen har grånet mit hår   Hvornår når jeg frem?     Afrejse   Jeg ser gåsetræk komme fra flere retninger de flyver alle mod vest   Med knævrende stemmer finder de den rette kurs og deres plads i en åben vinge   Jeg følger dem med øjnene fra ensomhedens efterladte klokke omgivet af himmel og hav   Jeg ville spørge dem hvor de er på vej hen men evigheden sluger både spørgsmål og svar   Om natten dræber jeg mine nyfødte børn og efterlader dem synlige i et fremmed forladt hus   Kun ét tager jeg med mig nyfødt, nøgent, uden køn og endnu ikke parat til livet   Jeg vandrer tungt og søgende af sted på papiret ad afmålte linier for at finde vejen tilbage til mig selv   Fuglekongen fouragerer i afskedens hegn     I tidens tegn   I hegnet mellem fortid og fremtid ser jeg fugle lede efter føde   Gærdesmutte rødhals og fuglekonge   Fra hegn til hegn flyver skovskaderfrem og tilbage mens rovfugle sejler på himlen   Højt over alle hegn flyver flokke af trækfugle mod syd   Hvordan finder jeg frem til nuet?     Limbo   Hænderne slipper mig ud af syne i den bundløse hvirvel   Jeg snapper efter redning   Bølgens kraft tager vejret fra mig   Jeg gisper efter livet   Havets flade rummer uendeligheden i nuet   Jeg griber efter tiden   Grunden fra forgangne tider er forsvundet i opgravningers dybder   Jeg griber efter lyset   Vandet mildner krafttagenes modstand i lysets brydning   Jeg griber et billede i sigte   En bølge kaster mig på grund         Jeg griber efter ordene   En bevinget søhest hvirvler ordene op i kaskader af lys   Jeg dækkes af nedfaldende betydning   Jeg slipper både hale og vinger         Fugl Fønix   Jeg står på en tomt der strækker sig så langt øjet rækker Overalt er gravet dybe huller der hindrer enhver bevægelse   Mellem murbrokker, glasskår og rustent jern står jeg på bare fødder og med tomme hænder kun iført sårbarhed og håb   Fra hullerne omkring mig stiger spinkle røgsøjler op og forsvinder i den klare luft hvor en fugl svæver over mig på de opadgående strømme     Uglegylp   Hun er parat med brillerne på næsen blyanterne spidsede og analyseapparatet kørt i stilling   Hun ser sig tilbage med forudfattede systemer og skriver alt ned ord for ord tegn for tegn   Hun læner sig tilbage for bedre at kunne se og alle analyserne falder hende af hænde og forsvinder i en strømhvirvel hvor et barneansigt drejer rundt og rundt   Hun rejser sig da barnet forsvinder smider med ét al viden fra sig og begynder på en vandring ad en netop opstået sti uvidende men vågen     Livsfase   Flere årtiers hengemte bunker i kældre og udhuse dækket af tidens støv og glemsel bliver rystet fra hinanden og taget frem i lyset   Følelser for sig ambitioner for sig oplevelser for sig forestillinger for sig begær for sig bekymringer for sig   Noget bliver smidt ud noget bliver brændt af noget bliver genbrugt og erkendelser bliver pakket ned i transparente kasser af erfaring   På øverste etage i store lyse rum bliver de igen taget op og pakket ud og finder en ny og synlig plads af betydning     Bjergvandring   Jeg er nået frem til livet   Jeg sidder på en bjergtop med vidt udsyn til livet   Jeg er vendt tilbage fra spindelsvævsfyldte gange i det indre landskab   Jeg rejser mig op børster støv og klæbende spindelvæv af mig og begynder vandringen   Alle skrammer er lægte ingen smerte eller gamle tårer er tilbage   Jeg står med åbne hænder parat til at gribe livet Til toppen Retur Digte