Digte fra mosen
Samsø år 1
Forside Galleri Læserum Blog Kontakt
|
|
|
Vintersolhverv
Efter den lange rejse gennem portens vældige udånding befinder jeg mig i hvilens stilhed og begrænsningens snævre rum
Jeg går langs med havet hvor hver en sten er vendt og hvor hver en vold er skyllet bort med stormen
Blide bølger løber mod stranden og udvider begrænsningens rum og fylder det op med historier og brændende flammer
I stilhedens hvile er den langsomme indånding og venten på lysets tilbagekomst
Fuldmåne ved årets begyndelse
I eftermiddagens lange skygger går jeg på stranden og lytter til bølgernes leg
Solen synker glødende bag skoven mens fuldmånen løfter sig af havet
Jeg standser og betragter månens fuldendte cirkel stige opad på den vinterblå himmel
I dette nu er den evige rytme af jordens og månens bevægelser i rummet og havets stadige strømmen om jorden
Jeg står midt i dette vældige åndedræt ser evigheden omkring mig og hører lyden af min egen ensomhed
Med månelyset i ryggen og solnedgangens glød mod ansigtet går jeg hjemad med kroppen tynget mod jorden
Fuldmånen vandrer højt over huset hvor jeg ligger vågen og lytter til skyggernes hvisken i den sølvlyse nat
Hvad var det jeg kom her for? Hvad var det jeg skulle? Hvordan finder jeg et svar?
I nattens stilhed runger tomhedens svar
Embryo
Fra universet strømmer bølger af energi mod Jorden
Energiens bølger skaber transformationens vinde om menneskeheden der trykkes som stenmasser mod jorden
I min krops centrum flyder den ind og skaber en uendelig tomhed og tyngde som intet menneske kan bære alene
Jeg anråber dig om at give mig et svar på livets gåde som er tung at bære for selv et lille menneske
Energien slipper atter kroppen og fortsætter sin forvandlende dans et andet sted i universet
I min krop stiger livskraften og fylder hver celle med lys og livsmod I sandet finder jeg dit svar:
Embryo Det netop skabte liv der folder sig ganske langsomt ud
Livet er endnu i sin vorden
”Magepar”
I vinterhaven flokkes fuglene på den snedækkede jord som farveklatter på skaberens palet
Gennem vinduet betragter jeg gulvspurv og blåmejse rødhals og grønirisk flagspætte og skovskade og tænker på skabelsens rus
Du tilkaster mig et ord, en sætning, en titel et billede eller en sten på stranden
Jeg modtager din opfordring med pen og papir og skaber et digt en historie eller et billede
Er jeg skaberen eller er du?
Dagens glade nyhed
Store våde snefnug lægger sig på ruden i et fint ciseleret kniplingemønster af krystaller De lukker mindre og mindre af dagens halvlys ind i rummet og modsiger budskabet i dagens avis:
”Dagen er tiltaget med 30 minutter”
En gul primula på mit skrivebord gør hvad den kan for at lyse dagen op som stedfortræder for den fraværende sol
For enden af regnbuen
For enden af regnbuen ligger et hus ved havet
I husets lyse og luftige rum under taget venter drømme, billeder og skrift på papir I de mørkere og snævrere rum ved jorden hvisker fortidens skygger om mennesker og det levede liv
I haven omkring huset flokkes fugle mellem træer og buske mens jorden endnu bevarer sin hemmelighed om årstidernes skiften
Huset ligger ved mosen i udkanten af en landsby omgivet af skov og hav Her er stilheden væren og naturens helbredende kraft
Landsbyen ligger på en ø der er langstrakt men lille omkranset af havet i hjertet af landet
Øen rummer hjertets stilhed og bølgernes forvandlende kraft Her fik jeg mulighedernes mulighed og regnbuens gyldne skat
Ravnen mod natten
Solen er forsvundet bag horisonten i skumringen flyver ravnen over skoven
Dens hæse stemme i det aftagende lys minder mig om Vi er her kun på gennemrejse
Bøn om sindsro
Sneen har lagt et tæppe af stilhed over landskabet og løftet en kuppel af lys over øen
Jeg går på kanten mellem dagen og natten og prøver at skelne mellem lyset og mørket: Gårsdagens storme har fejet over landskabet og igen lagt sig til ro
Det grønne hav skyller det kommende mørke mod kysten
Tyst hviler landskabet i den tilstundende nat
Den findes
Hør! siger jeg Ja! svarer du Vi stopper op og lytter skoven er stille ikke en gren eller et dyr rører sig selv havet er tyst og holder vejret et øjeblik for at lytte
Den fuldkomne stilhed
Andægtigt næsten vemodigt går jeg videre og bryder stilheden med sneens knirken under fødderne selv ravnen dæmper stemmen da den forkynder at dagen snart er til ende
Himlen åbner sine sluser skyller vinteren væk på en nat og efterlader vand overalt på øen
På en skovsti på vej mod havet finder jeg to vinger i vandoverfladen alt andet er som sunket i jorden
Bag et slør af dis står solen stadig og brænder på himlen
Var det overmod eller længsel
Nissen flytter med
Et tæt slør af dråber hænger blytungt over byen
Tomheden står og runger i huset hvor mønter triller lydløst og umærkeligt ned i hullet af tomme dage og lader ingenting tilbage
Det hvide papir blænder tomt i det dunkle rum hvor dråberne løber ned over ruden
Ordløs er tågen i den synkende drøm
Bølgepost
Tågens hængedynd er forsvundet med vinden og jeg går i solen på øens yderste spids mod nord
Havet er klart med striber af azurblåt og turkisgrønt og hvidt glitrende skum Bølgerne skyller rytmisk om nordspidsen i skrå svingende drejninger
På strandens brede sandbræmmer ligger opskyllede neonblomster fra havheksens have og kalder på mig i lysende pink og orange
Den syvende bølge skyller ind mod mine fødder og afleverer en flad rund sten med små sorte tegn lige foran mig
Jeg samler den op Det er en tavle med hav-hieroglyffer og i vinden fra havet lyder havheksens stemme:
Her har du historien om havfruen delfinen og kærligheden
Hvem er jeg?
Himmelhvælvet kupler sig over mig med blinkende stjerner og lysende planeter der bevæger sig i solsystemer og galakser i det uendelige univers
Jeg ligger med min hånd i din mens mine grænser udvider sig og langsomt går i opløsning i en svævende bevægelse i rummet
Den jeg var er for længst forsvundet i forvandlingens flodbølge Den jeg er er endnu ikke nået frem men befinder sig som en dråbe i havet
Du holder min hånd og din stemme fæstner mig til jorden et anker der holder mig fast så jeg ikke forsvinder som en lysende prik i universet
Stumt bønfalder jeg om beskyttelse og et gyldent æg lægger sig omkring mig og genskaber mine grænser i en helt ny form
Jeg er
Stjernestund
Himlen er mørk og klar i den tilstundende aften
Venus står stor og lysende mod vest og kalder mig ud i universet
Vi går ud i den kolde vinteraften hvor himmelhvælvingen løfter sig uendeligt over øen
Ved havet står vi en lille flok og taber ordene under myriader af stjerner mens bølgerne løber rytmisk mod stranden i mørket
Jupiter står stor og mægtig lysende mod øst og skaber lysspejling på havet som var det månen
Et stjerneskud flyver lysende blåt mod syd mens vi prøver at sætte navn på Saturn, Orion og Cassiopeia
En lille flok mennesker hvis livstråde på forunderlig vis har krydset hinanden er forenet i dette nu i det uendelige univers
Tusmørkedans
Tusmørket sænker sig langsomt over øen Venus kommer frem gylden og klar på den lysende aftenhimmel
Flokke af store sorte fugle flyver hen over huset og samler sig over skoven
De flyver som en organisk sammenhængende bølge der trækker sig sammen og udvider sig igen og igen frem og tilbage i en fejende dans over skoven
Jeg står ved vinduet og betragter fuglenes forunderlige dans og tænker på om fuglenes bølgeflugt er udtryk for glæde over oplevelsen af at være ét
Jeg tænker på hvordan vi mennesker kan overvinde ensomhedens illusion og forene os i erkendelsen af af være ét
Dagen er tiltaget med 3 timer
Nymånens segl hænger gyldent lysende på den blå himmel i solnedgangen
Edderfugle ligger parvis på det blikstille vand tæt på kysten
Inde på land myldrer blomster og spirer op af den vinterkolde jord småfuglene synger i solen og solsorten hvisker sagte i skumringen
Vi går langs havet mens tusmørket sænker sig Langt ude i horisonten begynder et fyrtårn at blinke Vi vender om og går hjemad med lommerne fulde af lys og glæde
Higen og søgen
En af de sidste dage i februar går jeg ud for at lede efter foråret
Jeg går ad markvejen langs kanten af skoven og lytter ud over markerne der ligger i brun vinterdvale
Ravnen forkynder højlydt sin tilstedeværelse mens den sejler på brede vinger over skoven
Jeg lytter ud over markerne jeg lytter på strandengen men hører kun havet og ser kun sporene efter løbende rådyr i den bløde jord
Ude ved bugten bider vestenvinden og spredte flokke af edderfugle vugger på vandet til lyden af bølgernes slag mod kysten
Jeg går hjemad gennem skoven og hører en fuglekonges spæde stemme mellem høje graner ellers er skoven helt helt tyst
Nej lærken er endnu ikke ankommet med foråret eller er det bare for koldt til at synge?
Tiltagende
Månen lyser natten op du sover i en månestråle jeg ligger vågen i nattens skygge og ser Cassiopeia forsvinde og Karlsvognen dukke op i vinduets uddrag af himlen
Er det månelyset der holder mig vågen eller er englene ude at flyve
Pegasus
I solnedgangens lave gyldne lys kaster strandens småsten skygger på sandet
Jeg går ud til strandkanten hvor bølgerne ikke når ind og opdager dybe spor i sandet efter et stærkt ridt
Jeg spejder frem og tilbage over stranden men der er hverken hest eller rytter at se
I vandkanten følger jeg hovenes spor mod nord indtil de stopper pludseligt midt på stranden
I vinden hører jeg ekkoet af vingeslag og syngende hove
Himmelhesten har været på besøg på øen og er netop fløjet bort med den synkende sol
Milde martsdage
Frosten har sluppet sit sidste tag i øens jord og tågens slørvinge er forsvundet med morgensolen
Krokus åbner deres hoveder mod solen endnu før bladene er kommet op over jorden
Stærene fløjter livligt i naboens birketræ og vipstjerten er netop ankommet fra sit vintertræk
På elletræer og hasselbuske hænger lange åbne rakler og spreder deres sæd med vinden
Sidst på dagen synger solsortene fra trætoppe og tage overalt i landsbyen
Snart er det forårsjævndøgn og alle både mennesker og dyr mærker kraftens lethed i sig
Mit sind synger med fuglene med det tiltagende lys og den løsnede jord
Søvnløs
Nymånens tynde segl er for længst gået ned og Karlsvognen står lysende klar på den nattens himmel
Universet puster mig i nakken og vibrationer sitrer ned gennem rygraden så jeg roterer hvileløst i sengen
Jeg står op drikker et glas vand og kigger ud over den sovende by hvor alle huse er mørke og gadelygterne slukket
Tilbage under dynen har vibrationerne skabt en behagelig varme i ryggen og jeg mærker sengen flyve gennem natten mens Jorden roterer om sin akse på banen rundt om solen
Pludselig kommer Johan Ludvig Heiberg Thøger Larsen og Thorkild Bjørnvig ud af mørket med hver sin stjernekikkert og digte på lommen
Med digte i luften og stjernestøv på øjenlågene falder jeg langt om længe i søvn
I det kreative værksted
Cassiopeia den førstefødte står blå og gylden på arbejdsbordet med tandsmil og kohl om øjnene i hendes svulmende mave venter Wonderkid på at se dagens lys
Havheksen står næsten fuldendt på sin sortmalede sokkel hun har taget farve af havet og fylder rummet med duften af tang
Jomfruen i fugleham er endnu kun en tankeform og et skelet af metalpinde omviklet med metaltråd hvilende i en umalet træklods
Jeg har placeret den bærbare midt på arbejdsbordet mellem malerbøtter papirstumper, pensler og lim for at tegne dette morgenbillede før dagens fødselsarbejde fortsætter i fantasiens univers
Hilsen til solen og TV2
Solen skinner lige fra morgenstunden jeg spiser morgenmad i en varm solstribe ved køkkenbordet med hunden ved mine fødder
På vej hjem fra Brugsen møder jeg en sorthvid kat der slikker solskin og en hund hilser mig venligt da jeg passerer dens have
Jeg hænger fuglefoder op i haven og straks myldrer fuglene frem
I det kreative værksted syr jeg fugleham til jomfruen der står hvid og ufærdig på sin sokkel
Frokosten tager jeg med ud i haven jeg spiser i en krog i læ for østenvinden der bærer lyden af havet med sig
Fuglene synger solen varmer det er forår og trods hunden jager fuglene væk til ære for mig og trods rundstykket til formiddagskaffen var daggammelt så er jeg nærmest lykkelig
Forår på øen
Øen flyder i tågehavet
Langt op ad dagen trækker tågen sig tilbage
Foråret dukker frem lysende klart og folk kommer ud af deres huse piger løber på rulleskøjter jeg planter blomster snakker med naboen gennem hegnet og slikker solskin i haven
Mod aften kommer tågen bølgende fra havet og indhyller øen igen
Om natten lyder tågehornet fra et passerende skib lyden flænger nattens stilhed og river mig tilbage fra drømmenes verden
Øen flyder i tågehavet
Forår på øen II
Samsøkartoflerne er for længst lagt i jorden og markerne dækket af plastic
Solen skinner fuglene synger og bygger reder og menneskene myldrer ud af husene
Landsbyens haver renses og rives klippes og beskæres køkkenhaver gøres klar blomsterkrukker plantes til og sættes ud foran hoveddørene
Ved galleriet bliver vejen fejet før årets første udstilling - med Per Kirkeby en grusbelagt indkørsel på hovedgaden renses for ukrudt og rives Beyergården får nyt stråtag og hos smykkekunstneren bliver butikken forårspyntet
Alt skal være i orden På søndag er det palmesøndag og en ny sæson begynder på øen
Påske
Øens vinterdvale er afløst af kørende, cyklende, gående snakkende, legende turister
Sommerhusene er beboede røgen stiger op af skorstene der er lys i vinduerne og skinnende biler holder i indkørslerne på et par dage er øens befolkningstal flerdoblet
Butikker restauranter og caféer er åbnet og i landsbyens Dagli’ Brugs må vi stå i kø ved begge kasser
På min plads i køen tænker jeg på vores egen trang før i tiden til at komme væk fra dagligdagen komme ud til havet komme et andet sted hen ud hvor der er luft og hvor pungen ligger løst i lommen
Kom helligdagen i hu og brug penge
Samsø turisternes ferieparadis er åbnet
Påske II
Langfredag hektisk aktivitet i landsbyen De lokale går på arbejde bygger huse saver brænde og slår græs og servicerer sommerhusgæsterne der myldrer rundt på stranden og på vejene
Efter en lang vinter hvor alle hilser på alle er øen blevet befolket af mennesker med bortvendte blikke der bevæger sig rundt i deres egen verden
Jeg går tur langs havet der glitrer af solskin bølgerne løber rytmisk mod stranden uforanderligt det samme og altid forskelligt uanset om børn bygger sandslotte voksne fotograferer eller stranden ligger øde hen
På vejen hjem gennem skoven ser jeg årets første citronsommerfugl Jeg vender tilbage til landsbyen til et lydrum af brummende motorsave snerrende buskryddere syngende savklinger og kvidrende fugle - jeg går ind
Plutos bagside
Tabet af den jeg var har efterladt et skrøbeligt skelet af afhængighed og et tomrum af afstand og mørklagte fornemmelser
Jeg står på mine brosten og ser himlens stjerner falde til jorden som sten
Er det noget jeg tror er det noget jeg skaber eller er det sandt
- at på vrangen af forvandlingens frihed findes et andet fængsel
Hvordan kan jeg lægge brosten uden at skabe skeletter - og møllesten om din hals
Forår i Mårup Skov
På stien ind gennem skoven er kaprifolierne sprunget ud og danner en underskov tæt som en jungle
Jeg går i sollyset under træernes transparente kroner der danner en akustisk kuppelsal over fuglenes sang
Ravnen forsvarer sin rede der er forsvundet bag lysegrønne blade højt i et bøgetræ Igen og igen jager den musvågen væk fra skoven
En raslen i skovbunden får mig til at stoppe op lige dér bag et krat ser et gyldent rådyr opmærksomt på mig
Vi ser på hinanden i et langt uendeligt nu
En lille bevægelse og straks springer dyret i skjul mellem træerne
Det er tiden hvor ungdyrene jages fra flokken for at klare sig selv i skoven
Møgelskår
Luften er fuld af lærkesang med hunden i hælene går jeg ned ad grusvejen og ind ved den røde låge
Foran mig løfter sig et landskab af store kuplede bakker med en dyb slugt der fører ud til havet
Bakkerne er oversået af blomster engelskgræs og mælkebøtter stenbræk og smørblomster og tæpper af gule kodrivere
Jeg sætter mig på en bakketop med ryggen mod vinden og mærker stærke energier stige opad dybt nede i jorden jeg tænker på de vældige kræfter i isen og smeltevandet der engang skabte dette landskab
Bakkerne danner stejle skrænter ned mod havet der er forsvundet i et tågeslør
Øen flyder i et hav af dis og lærkesang
Grøde
Regnen siler stille ned de nyudsprungne blade skifter til en mørkere og intensere farve
På mosen er der igen kommet dyr får med små spinkle lam på den ene mark to store, livlige og nervøse heste på den anden
Fårene har samlet sig med lammene i én stor klump for at lammene kan holde varmen og hestene står helt stille med ryggen mod regnen
Alle planter suger væden til sig og løfter sig mod himlen
Jeg står i vinduet og kan både se og høre at græsset gror
Søndag ved Vester Made
En dag først i maj går vi ind ad kaprifoliestien hvor skoven modtager og omslutter os skuldrene falder på plads åndedrættet bliver dybere og nærvær og åbne sanser afløser ethvert tankemylder
Vi går gennem en løvsal af høje slanke træer her er varmt som en sommerdag skovrandøjer danser flagrende pardans og dagpåfugleøjer slikker solskin på stien
Skovbrynet af bævreasp og krogede fyrretræer åbner ud til havet ved Mårup Bugt Vi går ned på stranden vandet er lavt og stille ikke en vind rører sig
Du går langs vandet med kameraet over skulderen og kigger på sten og strandengens blomsterflor mens jeg sidder på en sten i vandkanten og lytter til havets blide skulpen og fylder mig med jordens og solens blå og gyldne energier
Vi følges ad tilbage gennem skovens stærke blidhed Hør! hvisker du og standser inde fra grantræers tætte mørke hører vi lyden af rådyrs galopperende klove
Rensede og opfyldte når vi hjem og fortsætter dagen i huset og haven for enden af regnbuen
Amor Fati
For år tilbage blæste det op til storm Plutos storme begyndte deres hærgen og sugede mig ind i en flodbølges centrifuge Alt forsvandt i orkanens midtpunkt og lagde mit liv øde
Plutos storme har suget alting op meget forsvinder for altid andet falder ned som bolde fra luften år efter år i en forvandlet form og på en helt ny plads
Runerne taler om forvandling ved takstræets giftige kraft om død og genfødsel om prøvelsernes tid der vil vise sig meningsfulde og frugtbare
Flodbølgen kaster mig på land på en ø af skinnende sort marmor jeg ser mig omkring alt er forandret og jeg genkender endnu ikke den jeg er
En engel taler til mig fra et hjerte
gemt i en sten
Morgenbøn
Rukha d’koodsha Malkoota d’shmaya
Morgensolen skaber solglitter på havoverfladen og lyser alle kroppens celler op med vibrerende liv
Jeg fylder lungerne med den friske kolde luft i dybe rytmiske åndedrag og forbinder mig med verden
I sandet ligger et hjerte skinnende af havvand og bankende i mineralernes langsomme rytme Hjertet blinker til mig jeg rækker ned efter det for at tage det med hjem men lader det så alligevel ligge måske vil en anden morgenvandrer få øje på det og glæde sig
Blæsten kærtegner mit ansigt solen varmer min krop og lyden af havets rytmiske bølger skyller rensende ind over mig
Rukha d’koodsha Malkoota d’shmaya
Samsø-guld
Solskin og snart sommer vi går tur på Mårup Østerstrand
Havet er klart i azur og turkis med enkelte hvide sejlskibe nogen er ude og bade trods havets og luftens kølighed mon ikke det er turister siger vi til hinanden og skutter os
Se! siger du og peger ud på havet hvor to sorte rygge med finner dukker op over vandet to marsvin er på vej nordpå og kommer med mellemrum op for at trække vejret betaget står vi på stranden og følger dem med øjnene
Vi går tilbage i en duftbrise af hybenroser ad strandengen der er oversået med blomster og svirrende sommerfugle
Hjemme igen tilbereder du aftnens måltid som vi spiser i haven små nye kartofler smager sødt og smelter på tungen ”Kgl. Hofleverandør” kalder avleren sig med et glimt i øjet efter leverancen til årets kongelige bryllup
Haven er fuld af fuglesang og duften af syrener
sidste dag i maj
På bænken under æbletræet falder jeg i staver mens blikket vandrer over mosens træer mod skoven
På marken holder fårene formiddagshvil og tygger drøv mens svalerne flaksende fanger insekter i luften
Østenvinden bærer havbrus og trætoppenes susen med sig lyden danner klangbund under koret af sangeres melodiske kvidren
På vejen gennem skoven og landsbyen cykler grupper af turister forbi de hule træer fra ”Fyrtøjet” Af og til kommer en klaprende hestevogn forbi trukket af samske heste der selv kender vejen fra rasteplads til rasteplads på en ø-ferietur i sindigt tempo alt for langsomt for en sportsvogn med nedrullet kaleche
Jeg ser det fra min verden af væren og ro på bænken i haven ved mosen
Samhørighed Morgen
Ravnen forkynder sin tilstedeværelse i luften over haven hvor vi spiser morgenmad vi betragter forestillingen over os hvor ravnen generer en rovfugl der svæver på store lyse vinger langt større end en musvåges - fuglebogen fortæller det må være en fiskeørn
Eftermiddag
Solen bager ned mellem skovens træer På kaprifoliestien forstyrrer vi to rådyr der galopperer i skjul mellem træerne Vi stopper op i en lysning hvor energien er let og vibrerende inden vi drejer ud på skovstien hvor to harer løber i hver sin retning foran os
Havet er lavt og stille vi sætter os på hver sin sten i vandkanten hvor en rune venter gemt i en sten og tilbyder dig svar på gårsdagens spørgsmål Vi fortsætter til strandengen hvor vi sidder længe i solen på en udgået træstamme mens perlemorssommerfugle og blåfugl flagrer og leger omkring os mellem blomsterne
På hjemvejen ad markvejen i kanten af skoven stopper vi under en lysende himmel af guldregn der sender sin lette duft og lysende energi ned over os du bærer et stykke af himlen med hjem og stiller det i vand i en vase
AftenHan serverer aftensmad i haven inden han går fototur på Østerstrand og vi kører sydpå til Vesterløkken På en stenet strand finder vi øens helligkilde ”Ilse Made” der hvisker til os med fortidens stemmer
Vi sætter os på hver sin sten i solnedgangen mens lærkerne synger bag os
Solen skaber en lodret regnbue på hver side af sig som en aura der spejler sig i vandet Ikke langt fra os opdager vi en hejre der holder øje med os mens den fisker i vandkanten
”Nu mangler vi kun at se marsvin” siger du selvom vi allerede har oplevet langt mere end vi forestillede os muligt
Snart efter ser du en sort rygfinne dukke op over havet så endnu en og endnu en marsvin svømmer frem og tilbage og rundt og rundt i en cirkel længe betragter vi deres dans under havets spejl mens tiden for længst er holdt op med at eksistere
Solen går ned i en sæk og vi kører nordpå opfyldte af dagens gavmilde gaver Hjemme igen ved mosen bliver vi modtaget af tændte stearinlys i haven
Sommersolhverv
Regnen trommer mod ruden og blæsten pisker med fortidens fortrængte og komplekse konstruktioner Begrænsningens rum taler med flammeskrift efter fraværets fald fra trappen
Englene ordinerer leg og mod og jeg søger forståelse og erkendelser med pennen på bogens sidste sider hvor en livsperiode er ved at være afsluttet og der ikke er flere blade at vende
Regnen vælter ned og ordene slukker bålet af fortidens svidende mønstre
En lille flamme tændes i horisonten den blusser op og tegner skrift på morgendagens blade
Tilsyneladende stilstand
Begrænsningens rum er snævret ind til huset og haven hvor jeg bevæger mig langsomt rundt på fire ben
Skriftens engel går med tegn og hvisker mig i øret om ”Ariadnetråden” den hvisker om tekster og billeder og betydninger og om fremtidens opgaver og muligheder
Skriftens engel vender blade og viser betydningen mellem fortiden fremtiden og nutiden og tiden før fortiden i dette nu
Skriftens engel benytter enhver kanal og lyden og lyset strømmer ind i mit indre rum hvor alt endelig er parat til at modtage budskabet
Er det sommer?
Hestene betragter mig nysgerrigt over hegnet da jeg sætter mig på havebænken og ser ud over mosen
Roserne blomstrer og duften blander sig med duften fra hyldens hvide blomsterklaser den faldende dug skaber et rum af duft i det skrå aftenlys
Efter den sidste tids megen regn skinner solen og vinden har lagt sig til hvile i den stille aften
Jeg befinder mig i min egen verden og sanser ikke at omkring mig er det højsæson for sommerferie og turister
Før lukketid
Havet stranden og skoven er forsvundet bag anklens støttebind for at holde mig hjemme til en vandring gennem fortidens labyrint
Højsæsonen drukner i regn, blæst og kulde mens veje bliver lagt til rette i labyrintens cykliske gange
Omverdenen forsvinder i tåger i den omvendte kikkert der skaber et vejnet af overskuelighed over labyrintens forudbestemte mønstre
Sommeren aflægger øen et besøg da sæsonen går på hæld med labyrintens færdiggørelse og jeg lærer igen at gå på mine egne ben
Under æbletræet
Jeg sidder på bænken med min morgente og nyder roen omkring mig
Mængder af svaler letter fra et træ og flyver kvidrende rundt i en fejende dans over mosen hvor hestene gumler græs og vifter insekterne væk med de lange haler
En skoleklasse på lejrskole bevæger sig forbi ude på hovedgaden iført cykler og cykelhjelme efterfulgt af turister i prærievogn
Her i min lille verden findes stilheden
Lykkens pamfilius
Vejrguderne har holdt sommeren tilbage til højsæsonen sluttede og skolerne igen kaldte børnene sammen
Nu er den kommet med fuld styrke solen skinner fra morgen til aften på de tyske biler der har overtaget pladsen ved sommerhusene
Hver dag cykler vi ud til stranden der er blevet kantet af blomstrende lyng vi bader i havet og jeg føler mig som lykkens pamfilius ved tanken om at jeg stadig er her når de andre er rejst og har taget sommeren med sig hjem
Virkelighed
Vi cykler ud gennem skoven hvor solen skinner varmt ned gennem træernes blade
Vi stiller cyklerne i skyggen af et mangestammet og kroget egetræ
Vi fortsætter til fods og når ud til stranden netop som to marsvin svømmer legende forbi helt inde på lavt vand
Vi vader ud i havet og svømmer i det lune og lidt uklare vand der bærer oppe og renser sårene fra et helt liv
Vi svømmer ind mod land igen side om side båret af bølgerne fra gårsdagens blæst
Vi cykler tilbage gennem skovens stærke blidhed og vender hjem til huset ved havet
Sensommer
Sommeren er vendt tilbage på bestilling Septembersolen brænder morgnernes begyndende efterår væk og trækker os ud i det kølige hav der skaber hvin og latter og tankens klarhed og får energien til at pulsere i kroppen
Septembers lys skaber dybde i landskabet af guldokker stubmarker kromgrønne træer og winsorblåt hav
Som en treenighed cykler vi til Møgelskår hvor bakkernes vibrationer harmonerer med luftstrømme og solglitter på havoverfladen
Ugens dage forsvinder bag os i en langsom og hurtig rytme af nærvær og fordybelse vekslende med hvilen i lethed og latter
Tråde af forståelse og sjælebånd går frem og tilbage på kryds og tværs fra den ene til den anden til den tredje forenet i glimt af væren
Efterårsjævndøgn
Englene flyver meget for tiden og energistrømmene fylder hoved og krop med en tyngde der sætter alting på standby
Sensommeren forsvandt med den første storm og birketræernes blade gulnede på en nat
Jeg er vendt tilbage fra mørkets tornekrat hvor jeg søgte svaret på kærlighedens gåde mellem visne blade
Nu giver også dagen efter for den tiltagende nat de stærke sjæles årstid
er begyndt
Opvågnen
Skovens lyse og lette vibrationer lægger sig omkring mig og bærer mig hele vejen ud til havet hvor bølgernes skumsprøjt lægger sine rensende dråber på mit ansigt mens jeg ånder altets feminine kraft ind og forbinder mig med den
På vejen tilbage gennem skoven daler et ord ned til mig det ord som jeg ledte efter mellem skovbundens visne blade
Selvrespekt
Lukker og slukker
Kuling fra nordøst presser havet mod kysten og lange bølger løber ind over stranden og sletter sporene fra sommerens liv
Rådyrene vover sig uden for skoven og nipper af rensdyrlav og klitrosers gyldne blade og fuglene kommer atter på besøg i haven
Enkelte sommerhuse er stadig beboede og stranden og skoven har jeg næsten for mig selv
Brugsen har reduceret sin åbningstid smykkekunstneren har lukket butikken ligesom billedkunstneren sit fuglegalleri og lysene i husene omkring kæret i Nordby er slukket for i år
Ravnene rådyrene og harerne og alle fuglene både de store og små og alle vi andre fastboende er her stadig
Den stille tid er
tilbage
Den spirituelle krigers opvågnen
Livet skubber mig helt ud til kanten
Med panik og uden livskraft stirrer jeg ned i afgrunden
I det afgørende øjeblik da jeg kaster mig ud over kanten giver noget slip
Og jeg flyver
Selvværd
At se mig selv som den jeg er At se alt det jeg rummer At gøre mig fri til at føle, tænke, tale og handle som den jeg er At gøre mig fri til at leve det liv der er mit At gøre mig fri til at være ubunden og uafhængig At gøre mig fri til at være den jeg er
Vintermørke
En flodbølge har skyllet de sidste rester af fundament væk under mig og du har kappet mit anker så jeg hænger frit svævende mellem himmel og jord hvor kun åndedrættet og viljens kraftanstrengelse fæstner mig til livet
Mon lyset vender tilbage efter solhverv?
Under isen
Flager af frosset sand krakelerer under mine fødder mens jeg går på havets kirkegård mellem døde stjerner i alle aldre
Måger mæsker sig i opskyllede muslinger og efterlader knuste skaller og hullede søstjerner med afrevne arme
Den sidste storm fra øst har skyllet mig ind i tomrummet mellem livet og livet
Jeg søger i volde af tang er det verden eller mig der er blevet væk
|
|
|
|
|